Hvordan skal det foregå
Når du bliver indkaldt til forundersøgelse, vil du blive spurgt, om du vil deltage med blod og væv i Dansk CancerBiobank. Hvis du siger JA til dette, beder personalet dig underskrive et samtykke til opbevaring.
For blod tages ekstra glas med blod til biobanken samtidig med de normale blodprøver. Du skal derfor ikke stikkes en ekstra gang, hvis du siger ja.
For væv tages prøverne til Dansk CancerBiobank fra det væv, som alligevel fjernes ved din operation eller ved den vævsprøve, der tages til at stille diagnosen. Der tages ikke ekstra væv, hvis du siger JA. Vævsprøven går først videre til Dansk CancerBiobank når udredningen af din kræftsygdom er afsluttet. Dansk CancerBiobank får således kun det væv, der er blevet til overs og som ellers ville blive destrueret.
I laboratorierne bearbejdes blod- og vævsprøver, således at de er egnede til lang tids opbevaring og kommende avancerede undersøgelser.
